Ufrivillig barnløshed

Det kan være svært at gribe det liv som faktisk er, fordi det føles så mangelfuldt


Ufrivillig barnløshed berører for mange selve meningen med livet

Mange oplever ufrivillig barnløshed og den store sorg og smerte der kan være forbundet med dette livsvilkår. Det er i høj grad et eksistentielt spørgsmål og for mange, er det lindrende at tale med en psykolog om de tanker og følelser der fylder. 

Mange oplever sorg, afmagt, jalousi og en følelse af, at hele livet er på pause indtil projektet lykkes. Det kan være svært at gribe det liv som faktisk er, fordi det føles så mangelfuldt og - for nogle - også meningsløst. 

For mange er fertilitetsbehandling en meget ensom proces. Man skal finde en balance i forhold til at involvere andre for at få støtte og opbakning og samtidig orker man måske ikke, at have “tilskuere” på, til denne sårbare og ofte langvarige proces, som er fyldt med både håb og skuffelse. Og samtidig ser man alle omkring sig få børn, tilsyneladende let og ubesværet. 

Tanker om, hvordan man kan optimere sig selv, kroppen og processen fylder meget for mange. Ventetiden kan være lang og der kan være bekymring for, at man gør, tænker eller føler noget “uhensigtsmæssigt”, som mindsker chancerne for graviditet. 

Nogle føler sorg og skam over, at kroppen tilsyneladende ikke fungerer og leverer det, som den er skabt til. Det kan også påvirke følelsen af egen kvindelighed. 

Hos psykologen kan du have et trygt rum til alle de følelser der kan høre med til at være ufrivillig barnløs og det kan være rart både at komme alene og som par.